Nuova Simonelli Appia II test

Efter at have opgraderet til denne nye maskine, er det vel på plads at komme med mit besyv.

Byggekvalitet
Generelt virker maskinen meget robust, der er brugt rigeligt rustfrit stål. Kontakter, portafilter osv. virker til at være af god kvalitet. Maskinen er tung, og stor - så er det sagt. Det er ikke en diskret pyntegenstand, der kan gemmes i køkkenet, men det er en entusiastmaskine der sagtens kan betjene et selskab af gæster eller en mindre restaurant. Sidepanelerne er af plastic, det havde virket mere luksuriøst hvis de havde været af metal(prisen taget i betragtning...). Indvendigt er maskinen overskueligt bygget op, der er ikke trængsel mellem komponenterne som f.eks. i en Marzocco GS3. Der benyttes en stor kvalitetspressostat fra Sirui som er nem at komme til, der løsnes blot den ene skrue der holder kopbakken på toppen, kopbakken løftes af, og så sidder den bagerst og øverst, lige til at komme til. Trykket på rotationspumpen stilles også let, ved at løfte drypbakken af, og løsne 4 skruer, så kan man komme til selv med store hænder. Da jeg modtog maskinen var den justeret til 9 bars bryggetryk, og pressostaten stod til 1.4 bar - det har jeg justeret ned til 1.1 bar, men siden hævet til 1.2 bar da den tabte pusten lidt ved steamning til latte. Maskinen er høj, men det er primært for at der kan være et latteglas under gruppen. De blå LED i betjeningsknapperne, hører til år 2000, men det kunne være værre. Jeg havde nok foretrækket en anden farve - eller endnu bedre at de havde brugt RGB Dioder istedet, så man selv kan vælge. Lysstyrken kan dog stilles i trin - og der skal helt sikkert skrues ned.

Opstart

Efter tilslutning af vand/afløb og strøm, tændes maskinen. Efter kort tid og et par blink gik den i gang med at fylde kedlen, det tog ikke længe. Ti minutters tid senere havde den varmet op, og begyndte at stå i standby cyklus. Jeg trak lidt damp og luft ud af gruppen samt steamarmen, hvorefter kedlen fyldtes helt op. Jeg tappede ca. 4 liter vand gennem gruppen, det tager lidt tid. Men hvis man dufter til vandet, er man ikke i tvivl om at det er en god idé. Jeg skal have tappet mere vand gennem varmt-vands hanen, det dufter og smager stadig lidt metallisk. Standard doserne er umiddelbart for høje, så indtil videre har jeg kun kørt på manuel dosering. En af doserne, kommer nok til at blive sat til pre-flush, men jeg skal lige have styr på temperaturen først, indtil videre smager jeg mig frem. Jeg bruger i øvrigt et Bestprotect filter efter anbefaling fra Kaffemekka, tidligere brugte jeg Bestmax Premium, men det skulle ikke være godt for maskinerne. Kalkfrit vand, giver meget mere smag i kaffen, og man er jo interesseret i at passe på sin nye, dyrt indkøbte maskine.

Betjening

Maskinen er støjsvag når den brygger, men damp kan man ikke rigtig lyddæmpe. Jeg vil tro at fruen nu ikke længere kan høre gennem døren, når jeg trækker min morgen espresso, hvis hun sover let. Og da maskinen står op af væggen ind til børneværelsen, kommer "less is more" virkelig til sin ret mht. støj. Maskinen er i den grad en no-nonsense maskine, det fornemmer man med det samme. Min største hindring er at få omlagt brygrutiner, da jeg er vant til at vente på opvarming til steam på domobar'en. Nu kan jeg sådan set brygge et skud, og herefter tappe til en americano, brygge et skud mere, og steame til cappuccino - samtidig. Det er super lækkert, ikke at skulle tænke på vandpåfyldning og skulle balancere med en ret fyldt drypbakke over til vasken. Espressobrygning er en fornøjelse, og efter et par prøver fik jeg lavet nogle ret gode espresso skud - ikke dårligt. Der er to portafiltre med, så man har både single- og doublespout til rådighed. Jeg har monteret det medfølgende blindfilter i doublespout'en, da jeg mest bruger singlespout eller bundløs. Portafiltrene er vinklet ca. 15 grader, som er lidt mere behageligt at betjene. Selve håndtagets form ligger godt i hånden, men jeg drejer nok selv nogen i La Marzocco stil, de ligger altså bedre i min hånd, og så har de en "krave" ud mod stålet, som gør at der ikke løber kogende vand ned af håndtaget når man skyller filteret rent. Samtidig bliver filteret også liggende i gaflen på kværnen når der er krave, da jeg trak mit første shot lod jeg filteret ligge i gaflen uden at holde, og skidtet gled ned med kaffepulver ud over det hele til følge. Vi er i de små detaljer, i know...
Mælkeskumning fungerer helt perfekt, maskinen kan stort set ikke drænes for damp. Vippehåndtaget kan presses op for at give damp kortvarigt, så snart man slipper vipper det ned igen. Presser man håndtaget ned, kommer dampen indtil man lige giver håndtaget et dap, så vipper det op igen. Steamarmen tømmes hurtigt for våd damp, og er nem at arbejde med.

Tilpasninger

Fra Kaffemekka som har leveret maskinen, er der på deres anbefaling lavet tilpasning af soft-infusion systemet, der giver en lidt længere preinfusion. Jeg er lidt i tvivl om steamtippen er standard, men jeg synes den er nem at bruge i en halvliters mælkekande, jeg fik fint skum i første forsøg, og næsten perfekt skum i andet hug. Jeg kunne godt finde på at lave en ny rist til drypbakken, man har vel en god kontakt der kan hjælpe. Og så savner jeg lidt en shottimer, samt lys. Da gruppen er indkapslet og maskinen går ud over brygområdet i fuld bredde, skygger toppen af maskinen for lamperne i køkkenet. Shottimer og lys, er et oplagt lille arduino projekt med tiden, men indtil videre vil jeg nyde maskinen som den er. Der kan monteres en tyndere diffusiondisc på 3mm hvis man godt vil køre med "høje" doser, men allerede ved ca 19g sættes der mærker i pucken, så den skal helt sikkert også skiftes. Ellers har jeg kun the usual suspects, VST filterkurve, IMS showerscreen og bundløst portafilter som er bestilt og på vej. Nå ja, så får den nok også nogle træhåndtag til portafiltrene når jeg får tid til at trække lidt spåner på drejebænken næste gang. Jeg har bestilt et ekstra håndtag til steam, så må jeg se om jeg kan fremstille en kopi i samme træsort også, så det hele matcher med min tamper som er drejet i Guldregn.

Hvad savner jeg ved den?

Generelt, er der lidt små simple ting som Nuova Simonelli kunne have gjort bedre:
Installationsintruktionerne er overhovedet ikke til stede, godt man er handyman, og ved hvordan sådan en maskine skal startes op.
Risten til drypbakken er i lidt nærig kvalitet, og rasler let - godt der er rotationspumpe i.
Siderne er af plastic, det virker lidt sparet på sådan en dyr maskine. De er heller ikke lyddæmpet med f.eks. blygummi eller mineraluldplade.
Lidt bedre manual, i forhold til programmeringsfunktioner, jeg måtte google mig til en bedre forståelse af hvordan man justerer lysniveau i knapperne.
Lys ved bryggruppen. 2 LED kunne nok være ofret, til at lyse ned i koppen. Der sidder kontrolpanel lige foran gruppen hvor der er strøm at trække, og LED er en sindssyg billig komponent.

Sommerkaffe part 2 - Affogato

Affogato
Den virkelig hurtige sommerløsning til espressodrikkeren.

Espresso i sig selv er jo ikke det værste på en sommerdag. Mængden er så lille, smagen er så koncentreret og der er så meget syre/bitterhed at man ikke får den tunge kaffe-fornemmelse af at køre et dobbeltskud forbi drøblen i +30 grader. Italienerne gør det også - hver dag. Men man kan lige give det et drys sommerafkøling, ved at brygge over en kugle lækker vanilieis i en cappuccinokop istedet, også det der kaldes at lave en Affogato.

Det stiller selvfølgelig krav til at espressobrygningen er i orden, og jeg vil altid anbefale at bruge en god vanilleis. Det er ikke alle bønner der egner sig lige godt til at drikke i kold form, så man må prøve sig lidt frem. Generelt synes jeg ikke alt for lyse syrlige kaffer gør sig super godt til affogato, men mere de lidt mørkere og søde typer.

Ny espressomaskine

Efter et par år med den trofaste Vibiemme Domobar single boiler, var tiden nu kommet til at prøve noget nyt. Frk. Vibiemme har lavet virkelig mange gode kopper cappuccino og 'presso, men når vi drikker så mange mælkedrikke herhjemme, er det ikke optimalt at fortsætte med singleboiler. I sidste uge landede en Nuova Simonelli Appia II, som er en virkelig lækker HX maskine. Jeg skriver en mere dybdegående anmeldelse når jeg har haft den mindst en uge så jeg har fået et mere fyldestgørende indtryk af maskinen.

Hvad har en Appia så, som domobaren ikke havde? Mange ting, og maskinerne kan ikke sammenlignes. Men her er de features som overbeviste gør det til den rigtige maskine for mit vedkommende:

Varmeveksler/HX(så man kan steame og brygge samtidig)
Rotationspumpe
Kip tænd/sluk for damp
Fast vandtilslutning(ikke mere med at løbe tør for vand!)
Afløb fra spildbakke
Volumetrisk dosering
Spejl til at observere brygning med bundløs portafilter, uden at krumme ryggen for meget(Man er vel rundet de 30 og lidt til...)

Maskinen har kun brygget et par håndfulde shots i skrivende stund, men indtil videre er jeg meget tilfreds med maskinen.

Coffee Crawl - Manhattan/New York

På ferie i slutningen af Juni måned i New York, er temperaturen høj, til gengæld er det fugtigt. Derfor har jeg ikke haft den store lyst til min hofdrik, cappuccinoen - men har kastet mig ud i det kolde kaffeunivers for alvor. Når det er 30 grader, 70% luftfugtighed og man bare har lyst til at trække huden af kroppen, så er det et kæmpe hit at komme ind på en café med aircondition, og få en kop iskold kaffedrik til at køle kroppen de næste 5-6 gader af ens travetur. Forvent derfor heller ikke at sidde og nyde en espresso i solen, som man kunne fristes til på en sommerdag i Italien, for der er ikke mange caféer der har borde ude. Med den høje fugtighed og amerikanernes magelighed, så er det inde i et lokale, gerne bag tonet glas, og med fuld blæs på aircondition.

Jeg har tidligere skrevet om nogle kaffebarer, men vil lige komme med en opsummering her:

Starbucks
Starbucks er svær at komme udenom i USA. På manhatten er min vurdering, at du altid har mindst én indenfor 500 meter. Kaffen er jo ikke hvad den har været tidligere, alt i espressouniverset brygges på fuldautomatisk maskine, der er intet håndværk tilbage, og kvaliteten er ikke noget at skrive hjem om. De har dog et stærkt kort i at de ligger alle vegne, de har gratis wifi, de har aircondition, hurtig betjening, og når det er 30 grader smager alle deres kolde kaffeprodukter faktisk ok. Det har intet med håndværk eller kaffekunst at gøre, men de er mestre i convenience og metervarer. Personalet er stort set altid meget høflige, og de har et stort udvalg af kager og andre små snacks til kaffen. Jeg vil ikke give starbucks ratings, for det er ikke et sted jeg decideret går en omvej for at finde. De er alligevel alle vegne, og er mere en bekvemmelig sikkerhed end en ekstraordinær oplevelse.

Petite Shell - Upper East Side
Meget moderne og lys, indbydende kaffebar på Upper Eastside(hjørnet af Lexington Avenue og 85th Street). Meget høflige og servicemindede mennesker bag disken, stort udvalg af croissanter og kaffe i alle afskygninger. De får ristet deres kaffe "up state" hos et risteri, altså oppe i staten new york. De har selv været med til at sammensætte deres blends/ristninger, og som et af de få steder kunne man få iced coffee i både lys og mørk rist. Pris for en iced coffee ca. 4$, ca. samme pris for cappuccino. Deres Wenge Espresso er god, de er seriøse håndværkere med få faste ansatte ved roret på en to gruppers Marzocco Strada EP. Cappuccino var også god, men man skal lige vænne sig til hvordan smagen af amerikansk sødmælk(whole milk) påvirker det samlede smagsindtryk. De er klart til de lyse rist i espresso, og selve caféen er flot og lys, men skriger ikke rigtig på at man kommer ind. Går man hurtigt forbi, kunne man lige så godt tænke at det var en helsekostbutik.

Kaffe ****
Sortiment ***
Betjening ****
Stemning ***

Oslo Coffee Roasters - Yorkville
Skandinavisk inspireret kaffebar, der også findes to steder i Brooklyn hvor det er startet i sin tid. Hyggelig, men meget meget lille kaffeudsalg i Yorkville på 75th street ikke så langt fra 1st avenue. Som noget lidt specielt, og sjældent set, har de en tre-gruppers lever maskine. Jep, oldschool, ingen pumpe, det kræver håndelag. Espressoen var vist ristretto, god stærk, men egentlig velbalanceret. En cappuccino blev lavet med ok latteart, og ret god smag. Fuldt på højde med det der laves hjemme i mit eget kaffehjørne, så det er godkendt. Og må give lidt thumbs up for at de rent faktisk tør at køre med lever-maskine. Baristaen havde travlt med at klargøre cafeen til lukning, da jeg kom et kvarter før. Han havde ikke så meget snakkelyst, men var høflig, og blev alligevel lidt nysgerrig da jeg sagde jeg var fra skandinavien og at jeg synes det var cool de bryggede på lever. Cafeen er dog så lille, med måske 8 siddepladser, heraf halvdelen udenfor, at der ikke er de helt store stemningspoint at hente. Også her ristes rimelig lyst, i forhold til amerikansk norm.

Kaffe ****
Sortiment ***
Betjening ****
Stemning **

Third Rail Coffee - Greenwich Village
Super hyggelig kaffebar i Greenwich Village. De har to caféer, ikke så langt fra hinanden, jeg prøvede den på hjørnet af 3rd og Sullivan. Rigtig høflig betjening, og af de steder vi besøgte var det her fruens favorit.

Kaffe *****
Sortiment ***
Betjening *****
Stemning ****

Stumptown Coffee
Ikke så vanvittig langt fra Third Rail, ligger den store af Stumptowns to cafeer. Et meget trendy sted, og ambitionen er mærkbart høj. Stedet er flot, men ikke specielt hyggeligt. Dem bag disken var ikke specielt snaksalige heller.

Kaffe ****
Sortiment *****
Betjening ***
Stemning **

Hvordan renser man en kaffekværn eller espressokværn?

At holde sit udstyr rent, bør have høj prioritet hvis man er glad for god kaffe. Gammel kaffe frigiver kraftige harske olier der påvirker smagen i dine dyre øko-bønner ret negativt. Så på samme måde som det er vigtigt at holde sin kværn ren.

Jeg plejer at rense kværnen hver anden måned, nogle siger hver tredje, andre siger hver måned - det er nok en temperamentssag. Jeg starter med at lukke bundlåsen på hopperen, skovle de sidste bønner over knivene op i hopperen, og så tømme hopperen ned i en plastikpose eller skål. Hopperen vasker jeg med vand og sulfosæbe, ikke noget ekstraordinært.

Herefter piller jeg øverste kniv op, ved at dreje indstillingskraven med uret til den slipper helt. Derefter renser jeg så meget "kaffekage" og kværnet kaffe ud som muligt. Jeg bruger en tandbørste til at rense ud med, den er god til gevind også.

Justeringskraven er pillet af, knivene er fri!

Undersiden af øverste kniv, der ligger 1mm "kage" af gammel kaffe, med en knap så behagelig besk duft.

Under nederste kniv og fejevingerne sidder også en tynd kage af gammel kaffe.

Selv i den glatte ståltragt, sidder der lidt gammel kaffe.

Efter det værste er kommet ud, smider jeg øverste kniv samt justeringskraven på igen, og fylder to låg med Grindz rensebønner på(Robur er en stor kværn... Mindre kværne nøjes man med et låg). Jeg plejer at kværne halvdelen, og lige lade det stå i kværnkammeret i fem minutter. Herefter kværner jeg de sidste(sæt evt. din tamper ovenpå bønnerne så de ikke hopper ud over det hele...).

Grindz rensebønner lagt i.

Herefter piller jeg øverste kniv op, skrubber med tandbørsten og skyller justeringskrave og øverste kniv med lunt vand. Det hele tørres grundigt efter med et viskestykke.

Øverste kniv er ren og klar til kamp igen.

Kværnkammeret kan jo ikke skylles, men børstes grundigt. Børsten kan eventuelt fugtes, så klæber grumset lidt mere til børsten. Fjedrene der spænder øverste kniv op, blæses rene for at få fint grums op af fordybningerne. Fjedrene kan også tages op, og kammeret kan støvsuges.

Kværnkammeret er rengjort og pænt igen.

Tragten tager jeg med en let fugtig mikrofiberklud, den fanger stort set alt fint grums uden besvær. Ydersiden af kværnen tørres over med let fugtig klud efter diverse sprækker osv. er blæst eller børstet fri for gammel kaffe.

Dejlig ren tragt!

 Til slut samles kværnen igen, et lille tip er at bruge tamperen til at presse ned på øverste kniv, så fjernes presset fra fjedrene, og justeringskraven kan drejes et par omgange ned uden besvær.

Justeringskraven monteres lettest igen, ved at presse øverste kniv ned med tamperen.

Jeg drejer altid justeringskraven helt ned til knivene kysser hinanden, herefter drejer jeg en halv omgang retur, det plejer nogenlunde at passe med kværning til espresso - på min kværn.

Og så er der kun tilbage at brygge noget god kaffe!

Min espressokværn

Det er med vilje at jeg ikke kalder det for en kaffekværn, for den er dedikeret til at kværne espresso. Før jeg begyndte at lave espresso, var jeg selv lidt skeptisk overfor hvor krævende det nu i virkeligheden var. Men efter at have brygget en hel del skud espresso, må jeg erkende at kværnen faktisk er vigtigere end selve espressomaskinen. Dels skal der kværnes meget fint, men også meget ensartet og uden at bønnerne varmes for meget op undervejs. En ting vil jeg i hvert fald feje af banen med det samme: man bruger ikke en espressokværn til andet. At ramme den helt rette indstilling til espressobrygning er en proces, og når først den er på plads, så skifter man ikke for lige at kværne til en stempelkande.

Jeg startede med en Mazzer Super Jolly, som var en udmærket kværn. Den var tung, den støjede og var 15 sekunder om at kværne et dobbeltskud, men samlet set var jeg glad for den. Jeg fik dog lavet en utrolig god handel, og fik fat i en godt brugt Mazzer Robur som er en af de allerstørste espressokværne man kan opstøve. Den har koniske knive med en diameter på hele 71mm, der er blæser på og den kværner et dobbeltskud på ca. 4 sekunder. Hagen ved den var så, at den var blevet slebet at en der ville sætte den i stand, men aldrig malet. Jeg har så fået en kollega til at pakke den ind i bil-folie, så den blev lidt pænere på køkkenbordet. Der manglede også en bønnebeholder til den, og doseringsapparatet var rimelig træt af livet. Roburen er en "oldie but goldie" hos espressoentusiaster og caféer - og har i mange år været standarden som alle andre blev testet op imod.

Jeg var sidenhen så heldig at få fat i en defekt Mazzer Major af nyere dato, hvor ejeren havde brændt motoren af. Den har jeg så pillet diverse stumper af, og bygget min Robur om med Mazzer's originale timerelektronik, og har nu en Mazzer Robur Electronic komplet med bønnebeholder, drysbakke og timerdosering som er en fantastisk kværn. Den er tung, den er stor, den larmer ikke så meget og kan formentlig holde i en menneskealder, da den reelt er bygget til brug på cafeer der banker flere hundrede kopper espresso ud om dagen.

En gang når jeg bliver rig, kunne jeg godt tænke mig at få den lakeret hos en autolakerer i en flabet farve, men den tid den glæde.

Hvad er så forskellen på en Super Jolly og en Robur? Det finder man hurtigt ud af! Allerførst vejer en Jolly 15 kg, mens roburen vejer ca. 30kg. Tiden overlever vi nok i privaten, men det er nu meget rart at det går tjept. Lydniveauet er det første man lægger mærke til, og derefter klør man sig lidt i hovedbunden og tænker - er den allerede færdig? Og efter en vejning må man konstatere at den kværnede 19g på 4,2 sekunder. Det er så alle de bløde værdier, men efter at have arbejdet rigtig meget med distribution af kaffen fra superjollyen inden stampning, er Robur'en en lettelse. Det kværnede kaffe er meget luftigt, og stort set fri for klumper. Jeg giver nogle stød på kanten af portafilteret med hånden, stamper, og trækker et fornuftigt løbende skud espresso. Ulempen er så, at den er mere bøvlet at finjustere. Jeg fik et råd om at undgå det ved at blot op- eller ned-dosere kaffemængden lidt, og det er klart det nemmeste. Fra jeg laver en lille justering, er det først espressoskud nummer to der virkelig ændrer karakter. I starten var det lidt frustrerende, men jeg har lært at slappe mere af omkring doseringen. Og det er kun de første 7-10 dage efter ristning at kaffen virkelig ændrer sig voldsomt, så herefter er det kun løbende tilpasning.