lørdag den 28. februar 2015

Coffee crawl: Frede og Vester's

En gang i mellem når jeg får forvildet mig til storbyen(aka København), skal der dræbes en halv time eller noget i den dur. Det er jo en glimrende lejlighed til at prøve en ny kaffebar - eller for den sags skyld besøge en gammel kending.

Der er efterhånden en del gode kaffebarer i landet, men hvor ligger de? Jeg vil løbende komme med nogle bud på gode steder at slukke sin kaffetørst, både bedømt på kaffens kvalitet og service, men så sandelig også på stemning og beliggenhed. Og så vil jeg tage ja-hatten på, og undlade at skrive om steder der serverer dårlig eller middelmådig kaffe. Så hvis du synes at Starbucks eller Bæresso laver verdens bedste kaffe, vil jeg udfordre dig til at prøve nogle af de steder jeg anbefaler - prøv at tale med en barista der går op i kaffe, og få vejledning i hvad du bør prøve.



Frede og Vester's
Første skud på stammen i denne serie, er en rimelig nyåbnet lille perle på kanten mellem Frederiksberg og Vesterbro - Frede og Vester's. Stilen er simpel indretning, med et kulørt og humoristisk twist. Udefra syner den ikke af meget, men de to unge mænd der har startet den, har formået at begå en hyggelig kaffebar. Selve kaffebønnerne kommer fra Coffee Collective, som næppe behøver nogen introduktion. Der er skohornet en stor Mazzer og en La Marzocco Linea ind på bardisken, så der er tænkt på at kvaliteten skal være i orden. Alle mælkeprodukter er i øvrigt økologiske, og kommer fra Øllingegård mejeri - så selv den mest Arla-forskrækkede spelt-mor kan få sin latte med god samvittighed her. Er man laktoseintolerant, kan man her få sin mælkekaffe med hele tre alternativer, nemlig laktosefri komælk, soyamælk og mandelmælk.

Den unge fyr bag disken, er høflig og serviceminded. Der går heller ikke lang tid før en velsmagende "stor" cappuccino lander foran mig. Den er til den stærke side, som jeg kan lide den, der er ingen tvivl om at der er røget et dobbeltskud i koppen. Ingen latteart, bare en god cappuccino. Jeg har personligt et lidt anstrengt forhold til latteart, da det på nogle kaffebarer vægter højere at lave pæn latteart end en velsmagende kop. Jeg fik engang en utrolig flot rosetta på en Bæresso på fisketorvet, men kaffen smagte simpelthen forfærdelig brændt og bitter. Nå, men nok om dét.

Indretningen er spartansk, og farvesammensætning er kontrastrig men behagelig. Der er vel omkring 8-10 siddepladser indenfor, uden man føler sig som sild i en tønde.

Kaffe ****
Sortiment *****
Betjening *****
Stemning ****

Ingen kommentarer:

Send en kommentar