onsdag den 24. december 2014

Min espressomaskine

Jeg brygger al min espresso, cappuccino og latte på en lille Vibiemme Domobar espressomaskine med enkelt kedel og bryggruppe fra den legendariske Faema E61.























Selvom det er i den klejne ende af skalaen, opfylder den vores behov herhjemme helt fint. Maskinen er fysisk ret lille, hvilket jo kan være en fordel i sig selv. Alligevel har den en ganske fornuftig ydelse i forhold til prisen. Det er en maskine der klart er bygget til at brygge espresso, og ikke så meget beregnet på at brygge cappuccino og cafe latte. Da der kun er et kammer til vandet, skal man først brygge sin espresso, tømme lidt vand af kedlen og varme den op til dampning af mælken. Det lyder bøvlet i starten, men i praksis betyder det ikke så meget så længe man kun laver et par mælkedrikke om dagen - men man skal ikke satse på at lave cappuccinoer til et større hold spisende gæster, så lav hellere en god stempelkande. Det tager 5 minutter, og kræver ikke så meget.























Jeg har efterhånden fået lavet mig et brygritual, hvor jeg udnytter ventetiden mens kedlen varmer op. Så istedet for at børste kaffegrums sammen mens kaffen står og bliver kold, så gør jeg det mens kedlen varmer op til dampning. Det tager vel 45 sekunder så det er jo heller ikke alverden, men man kan alligevel nå nogle småting imens. Når jeg er færdig med at brygge to cappuccinoer, kan maskinen slukkes og espressomaskine samt kværn er rengjort.
















Selve byggekvaliteten og finishen synes jeg er ret høj, det er en gedigen maskine man ikke lige flytter på. Der er så tilpas lidt elektronik i den, at det næsten ikke kan gå galt. Knapper, kontakter osv. er klar til at blive brugt mange gange. En enkelt hage angående konstruktionen, er steam-armen som kun kan drejes om én akse. Det gør at man skal arbejde lidt mere med vinklen på kanden, men man kan jo heller ikke få alt når man køber den mindste model.

søndag den 14. december 2014

Sådan brygger du stempelkaffe

Hvad skal jeg bruge til at lave en rigtig god kop kaffe?
Ironisk nok kan man faktisk lave en helt suveræn kop kaffe med udstyr der ikke koster alverden, også selvom man kun er sig selv i husstanden. En stempelkande kan fåes fra 12 og ned til 3 "kopper" som i virkeligheden snarere er 1 lille krus. Jeg mener min 3-kops bodum brygger, kostede 150 kroner på tilbud. Standard-udgaven til 8 kopper er set på tilbud til 199,- flere gange. Sæt den sammen med en elkedel, som de fleste har i forvejen, og så er du klar til at brygge fortrinlig kaffe.

Hemmeligheden ved stempelkaffe, er at det skal males grovere end mange tror, og så er der nogle ganske få trin i brygningen, som man skal gøre et nummer ud af. Køber du kaffe i et supermarked, har mange butikker efterhånden en kaffemølle stående. Kværn i den grove ende af skalaen, det giver det bedste resultat.

Vil du gerne have den helt friske oplevelse, så er det svært at komme udenom en kaffekværn derhjemme. Der bliver solgt mange krups og lignende kværne til billige penge, men de maser kaffen mere end de reelt kværner den. Selvom de har et sæt knive der ligner rigtige kværnblade, er der nogle knopper som maser bønnerne, fremfor skær der skærer bønnerne i stykker. Helt slemt står det til, med krydderikværne der sælges som kaffekværne. Det ligner et blenderblad der sidder i bunden, og har absolut intet med en kaffekværn at gøre. På et par friske kværnblade, skal man optimalt kunne skære i sin negl ved at køre den over skæret. Man kan i danmark købe Wilfa kværnen WSCG-2 for 599,- på nettet, som er glimrende til filter og stempelkaffe. Vil man brygge espresso, begynder et helt andet eventyr. Men da indstillingen til espressobrygningen er meget sart at arbejde med, er det på ingen måde anbefalelsesværdigt at bruge samme kværn til filter/stempelkaffe som man bruger til espresso. Husk at nye kværnblade skal køres til, så de første par kilo opfører den sig nok lidt ustabilt. På de helt store espressokværne, skal man typisk kværne 30 kg bønner før de er slidt til.

Så er vi klar til at lave kaffe.
Nok om udstyr, nu til lidt om proces. Sådan laver jeg stempelkaffe:
  1. Sæt vandet til at koge
  2. Hvis du har kværn derhjemme, så kværn kaffen mens vandet koger. 
  3. Doser ca. 60 gram kaffe pr liter vand, en køkkenvægt plejer at give tilpas præcision.
  4. Når kedlen slår fra, så vent et minut med at hælde vandet over.
  5. Hæld forsigtigt det varme vand(ca 90-93 grader) så alle bønner vædes, og fyld kun kanden 50%
  6. Efter 20-30 sekunder, hældes resten af vandet på
  7. Her er så et punkt som påvirker smagen markant. Jeg plejer at lade kaffen trække i 4-5 minutter afhængig af kaffebønnernes ristning. Er kaffen bitter, har den som regel trukket for længe.
  8. Når kaffen har trukket, røres der rundt med en ske og kaffen skummes af. Skummet giver en tør og bitter smag, prøv evt at smage på skummet - så er du ikke i tvivl om at det ikke hører til i din kaffe.
  9. Sæt hatten på, pres stemplet roligt og forsigtigt ned. Bliver der stor modstand, så træk stemplet lidt op og prøv igen. Maser du til, risikerer du at få kaskader af skoldhedt vand ud over det hele.
  10. Sidst men ikke mindst, så skænkes kaffen med det samme. Selvom man kan få termodækken til stempelkander, så er det en skidt idé at lade den stå. Bønnerne og vandet er stadig i kontakt, og når du skænker næste runde kaffe, er den blevet bitter. Lav hellere den mængde du skal bruge.
Det kan virke omstændigt ved første gennemlæsning, men i praksis tager det ikke meget længere end at brygge en kande kaffe på en moccamaster(ca. 6 minutter). Nå ja, så koster en moccamaster i øvrigt også 900-1.000 kroner på tilbud, og for de samme penge kan du få en rigtig fornuftig kaffekværn og stempelkande - til gengæld giver sidstnævnte dig mere smag for pengene fra de gode bønner.

Jeg har lavet en lille billedserie:
Halvt fyldt, kaffen udvider sig en del. 
Efter 30 sekunder fyldes der op
Efter 4-5 minutter ligger der et lag skum, det smager IKKE godt. Fjern det med en ske.
Stemplet presses stille og roligt i bund. 
Skænk kaffen med det samme!
Sidst, men ikke mindst, så husk at gøre kaffeudstyr ordentlig rent. Stemplet kan drejes fra hinanden uden besvær, og glasset kan ryge i opvaskeren. En kaffekværn kan adskilles med simpelt håndværktøj, og børstes ren med en blød pensel eller en tandbørste.

fredag den 12. december 2014

Hjemmedrejet håndtag til espresso tamper


Jeg har i sommers drejet mit eget tamperhåndtag af guldregn. Der er et flot årespil som virkelig kommer frem når træet olieres. Jeg har drejet det så det passer til Reg Barber tamperbaserne. Der er bare noget dejligt over en tamper der er flot og ligger godt i hånden.


I samme vending har jeg også drejet et håndtag i samme træsort til mit portafilter, som ses herunder. 



tirsdag den 9. december 2014

Kaffen er klar!

Så er jeg sprunget ud som kaffeblogger!

Mit navn er Jacob, jeg er pt. 32 år og elsker kaffe. Jeg har været glad for kaffe i mange år, men det var på min og fruens bryllupsrejse at jeg for alvor fik smag for kaffen. Det var før starbucks solgte helt ud og gik på kaffeautomater, og jeg fik nogle rigtig gode kopper filterkaffe på en super hyggelig cafe i Prag. Samme sommer var vi Dublin, hvor jeg havde lejlighed til at købe mere kaffe og fik en snak med en "Coffee Master" som gav sig tid til at smage på kaffe sammen med mig, og han gav mig et "coffee passport" der satte det hele lidt mere i system for mig.

Jeg begyndte at interessere mig mere for brygmetoder, og forskellige kaffer. Hvis vi spoler frem til i dag, så drikker jeg primært espresso- og mælkedrikke - men der laves stadig stempelkande jævnligt i køkkenet. Jeg har meget mere fokus på kvalitetskaffe og brygparametre.