søndag den 22. marts 2015

IMS Showerscreen


I sommers fik jeg mulighed for at købe et IMS precision shower screen for få penge. Det har været en rigtig god opgradering, der har givet en lille smagsforskel i kaffen og synligt bedre flow i espressobrygningen. Det øverste brusehoved på billedet er det originale E61, med vævet ståltråd. Der kan samle sig meget "gums" i løbet af 14 dages espressobrygning. Men IMS modellen samler ikke så meget smuds, det er faktisk som regel rimelig rent når jeg piller det ud til 14-dages rens. Det er en opgradering jeg klart kan anbefale!

lørdag den 14. marts 2015

IMS filterkurv vs. VST filterkurv

Jeg har for noget tid siden fået anskaffet mig en VST filterkurv. Det er en af de små opgraderinger, der alligevel giver lidt. For nylig har jeg så haft en IMS filterkurv forbi kaffebaren herhjemme. Jeg har taget billeder af de to kurve ved siden af hinanden, så man kan danne sig et indtryk af forskellen - selvom den er marginal. IMS kurven er lidt mere rund i bunden, og så er hulmønsteret lidt anderledes. Der er ingen mærkbar smagsforskel i kaffen, så det er vist et religionsspørgsmål. IMS kurven har en rille som gør at den sidder lidt bedre fast i portafilteret, men det kan også købes med sådan en rille fra VST. Jeg var lidt usikker i starten om filteret ville falde ud, men det er ikke et problem. Det er måske sket et par gange at det har klæbet sig fast til pakningen i gruppehovedet, men hvis man vrider portafilteret ud "på den rigtige måde" så sker det ikke. Og hvis det gør, så tager det kun et par sekunder at klikke tilbage i portafilteret.